Ich überschreite feierlich eine Grenze

Ich habe gerade noch einen Eintrag auf Dänisch geschrieben und es hat sich beim Schreiben schon so verkehrt angefühlt, dass ich direkt danach nun beschlossen habe diesen Blog tatsächlich auf Deutsch zu schreiben. Ich habe einige Blogs, doch diesen finde ich am schönsten, darum möchte ich meinen Freunden und Bekannten und geliebten Familienmitgliedern die Möglichkeit geben hier mitlesen zu können. Die ungeliebten Familienmitglieder würden auch dänisch verstehen, aber die will ich hier eh nicht haben. Also, Stück für Stück werde ich hier alles übersetzen und mit deutschen "Untertiteln" versehen. Die zukünftigen Einträge dann nur noch auf Deutsch.

Jeg har været væk i en stykke tid...

Jeg har været væk på grund af min sygdom, der har slået hårdt lige ned i nakken på mig. Jeg afsluttede min Bachelor i 2014 og kæmpede et år om at kunne arbejde, men måtte erkende, det kunne jeg altså ikke. Jeg var udkørt, af at arbejde, af at studere, af at have familie, af livet selv. Flere gange stod jeg ved kanten og magtede bare ikke at springe i vandet. Så var det min mands tur til at bryde sammen, midt i en flytning ind i en ny lejlighed efter jeg opgav min selvstændighed... Andreas brød sammen og det var det værste og det bedste jeg nogensinde har oplevet. For første gang viste min nok så tørre hubby følelser som jeg aldrig havde troet han kunne have. Han viste at alt det jeg havde fortalt om min fortid ikke var faldet på tør grund og fordampet i hans hjerne, men at han faktisk havde husket hver en enkelthed og bar nag på både min familie, min far, min mor, men mest om alt mod manden der misbrugte mig i min barndom. Det var den værste, men også den bedste oplevelse jeg nogensinde havde, for for første gang lod han mig komme til sine følelser og viste mig sin uendelige kærlighed. Var det anstrengende? Det kan du tro det war, at tage vare af to børn, få dem i skolen i godt behold, klare flytningen om dagen, børnene i seng om aftenen og få min fulde og grædskære mand hjem når børnene var i seng, berolige ham og vugge ham i søvn.
Det er to år siden nu og jeg gik direkte i dagsklinik bagefter, fuldstændig på bare nerver og færdig med alle mine kræfter. Men jeg klarede det. Min mand fik tabletter mod depressionen og fik det bedre på nul tid. I mellemtiden har jeg været inde og ude af Klinikken i to år og har været i rehabilitations klinik indtil for to uger siden og kan langsomt se mig selv i andre relationer. Det er dog stadig svært at se mig som funktionerende menneske. Så jeg kæmper og kæmper og har fundet håbet om at livet kan blive godt igen. Skridt nummer et var at kunne acceptere at jeg ikke kan arbejde i et længre stykke tid. At jeg er nød til at lave en hel del terapi for at få det overvundet hvad holder mig nede. Andet skridt var at finde mig et værksted hvor jeg kan udfolde min kreativitet, hvad mon end det bliver til. Den har jeg lige fået igår og starter med indretningen til weekenden. Tredje skridt må være at holde ud at det ikke bliver bedre med et brag nu jeg har besluttet at kæmpe for at det gør. Det vil tage en lang tid for at komme opad og eg vil glide ned af bakken igen og igen, men jeg må holde det store hele foran øjnene og se at det alligevel går opad. Bare langsommere end jeg ville håbe det gjorde. Så det er min plan. Jeg vil skrive videre her, jeg synes det er en virkelig flot blog jeg har fået op at stå her og jeg vil holde den ved live. Det kan dog være at jeg kommer til at ændre sproget til at være tysk, for at flere af mine venner kan følge med i det jeg går igennem. Det har jeg bare ikke været klar til indtil videre.  Smækkys til alle der har brug for et, livet kan være god, det er bare en hård kamp at tillade det at være det!

Weltuntergangsstimmung

Kennt Ihr das, wenn sich rund um Euch so viel emotionaler Druck aufbaut, dass Ihr es innen gar nicht aushaltet und die ganze Zeit die Tränen heraussprudeln, wie aus einer Wasserflasche zum bügeln, die mit den vielen Löchern im Deckel, die beständig zu doll gedrückt wird?
Ich fühle mich heute morgen so dramatisch, es sind noch so viele Baustellen, die auf mich warten und ich komme heute Morgen weder vorwärts noch rückwärts. Panikattacken machen sich breit und ich bin die ganze Zeit am weinen aus den unterschiedlichsten Gründen...
Hauptsache aber weil Jona nicht gespült hat, da kommt man weinend ins Badezimmer und findet ein gelbes Becken mit Klößchen drinnen rum schwimmen.... Nun gut, er benötigt halt immernoch Hilfe bei den einfachsten Dingen, aber manchmal stelle ich mir vor, wie die Klößchen sich vereinigen und aus der Schüssel ein kleines Kackemonster kriecht, ich möchte am liebsten schreiend weg laufen, muß ja aber noch spülen, also Nase zu halten, Augen zusammen pressen, den Körper so weit wie möglich vom Klo weg und die Hand gereckt um den Knopf zu drücken... Puh.....
Für heute habe ich es geschafft noch schnell in unser Bett zu flüchten, hier liege ich nun, hektisch atmend und über Kackemonster nachdenkend.... Wie alt bin ich eigentlich???

Om 40 år....

Om 40 år, har min nuværende levetid fordoblet sig. Det er som om mit liv kan starte forfra igen nu og indtil jeg er 80 kan jeg være nået derhen, hvor jeg gerne var idag! Hvor er det så jeg gerne ville være?

Hvor er mine børn, hvor er min familie? Hvor lever jeg og hvad lever jeg af?

Hvad gør jeg hele dagen og mest vigtig: Hvordan har jeg det?

Det er spørgsmål jeg vil stille mig i denne uge og prøve at besvare så ærlig og præcis som jeg kan, startende med spørgsmålet: Hvor er mine børn om 40 år?

Lad os starte med børnene:

Efter Marie fik en ide im hvad hun ville tilbringe sit liv med, startede vi med at understøtte hende aktivt. Vores egen søde familie Labrador døde med 15 år i 2018, året Marie blev 16. Marie er vokset op med Spike og tog det rimelig hårdt. Hun havde altid ønsket sig at gå til politiet, men troede aldrig virkelig på sine egne færdigheder. Hun skulle til at afslutte skolen året efter, så vi besluttede os for at hun skulle understøttes på en mere naturlig og håndfast metode. Marie fik derfor sin egen hund da hun blev 16, med opgaven selv at opdrage den, gå til hundeskolen og vigtigere end alt andet, gå til redningshundeskolen med den lille hund. Det tog lidt extra arbejde for hele familien at få styrket Maries ryg til at klare alle extra arbejderne, men nej som hun magtede det! Den lille Lucy voksede op med kærligheden af en kaotisk familie og blev til hele familiens solskin, og Maries første rendningshund. Marie kom ind på politiskolen efter hun klarede en fin realeksamen året efter og kunne medbringe Lucy som spore og følgehund. Jeg havde altid troet at Marie ville blive en hurtig mor, finde manden hun elskede og få børn og det var så det, men med Lucy blev hun en utrolig målrettet og engageret politibetjent og blev ansat i UNO med følgende udlandsophold i 10 år efter. Vi var meget bange for at der kunne ske noget, men Marie hjalp utrolig mange piger til at undslippe en tilværelse som krigsfange i Krigszonen Libyen, hvoraf 3 piger kom i midlertidlig pleje hjemme hos os, medens deres hospitalophold i Tyskland. Vi knyttede faste bånd til børnene og deres familie og købte lejligheden ovenover vores, så familierne kunne besøge os. Jonas første kæreste blev den første af vores Libyske piger, en stor og meget tynd pige som manglede et ben, med navnet Zara. Jona gik med på alle hospitalophold, lærte Zaras modersprog og hjalp selv med på alle plejeritualerne. Jona og Zara blev gift i Libyen i 2020, året krigen var over og vi havde fundet alle af Zaras familie, som havde overlevet. Jona havde ikke afsluttet skolen pga Zaras pleje, men gik nu igang med aftenskolen, ved siden af at være hjemmegående far til de to små tvillinger. De boede i lejligheden ovenover vores, Zara gik i skolen om dagen, Jona om aftenen og de to små var meget hjemme hos os, så forældrende kunne læse hjemme. Medens Marie steg højere op i UNO og kom til at bo i Belgien, hvor hun giftede sig til en meget sjov og hippiagtig banker med navnet Raphaël, men som ville kaldes Paul, der revolutionerede banksystemet med den første kundeejede og demokratiske bank i Luxembourg, blev Jona mere og mere dygtig i omgangen med mennesker. Efter at Jona afsluttede sin studentereksamen i 2023 som bedste i årgangen, gik han igang med uddannelsen til Socialpædagog og arbejdede ved siden af som hjemmeplejer. Hans diagnose Autisme gjorde, at han var meget eftertragtet i samarbejdet med dybt depressive patienter, der ikke kunne komme igang med deres terapier. Jona havde fundet en tilgang til mennesker, der gik udover det man hørte og så. Før Jona afsluttede sin pædagog uddannelse, havde Zara skrevet en bog om sine oplevelser og begyndte sammen med Jona at skrive bøger om depression og hvordan man kan komme ud af dem. De fik stor succes og flyttede til Libyen i 2030, da tvillingerne blev 9 og før uddannelsen var afsluttet. Zara afsluttede Læreruddannelsen hun havde startet i Tyskland, i Libyen. Vi var meget ked af at begge børn flyttede så langt hjemmefra, men det tog os et år at træffe beslutningen om at følge vores børn. Vi beholdt vores lejlighed, som vi havde købt i 2020, i anledningen af min første plads i besteller listerne i Skandinavien, med min Børnebog serie om en autistisk dreng og solgte lejligheden ovenover. Lejligheden blev til vores Feriedomicil, medens vores år deltes op mellem Belgien og Libyen. Marie havde fået en lille Max og begyndte med avlen af en egen hunderace, der forenede alle kærlige og elskværdige hundeegenskaber hun havde elsket i både Spike og Lucy. Hun havde derfor extra taget kontakt med Spikes avler og havde fundet en efterkom af faderen til Spike i England. Det var en lille sød og rar Labrador hun, som rejste med hjem til Belgien og blev moder til Lucys oldebørn. Faderen var Nefario, Lucys barnebarn. Lucy havde været en blanding mellem en Bichon Frise, en Newfoundland og en tysk schæfer. Hun havde Bichonens elskværdighed, Schæferens lydhørhed og Newfoundlandierens klodsethed, som kun gemte de utrolige færdigheder den mellemstore dame havde. Hun lignede lidt en Labradoodle, med krøllerne i det lange hår og det store hovede, men hun var utrolig hurtig og målrettet, selvom det så noget sjovt ud når hun løb. Den nye race blev en stor succes i hele Europa, da de var elskværdige familiehunde, dygtige arbejdshund og opmærksomme terapihunde. Desuden viste det sig at på trods af deres utrolig lange hår, udløste de ikke allergier mod hundehår. De første til hvalpe gik til Zara og Jona og vi fik nr. tre, medens den fjerde forblev hos Marie og Paul.

Imellemtiden havde vi fundet faste tilholdsstedet i både Luxembourg og Libyen og delte vores tid op i 3 måneders rytmer, hvor vi vekslede mellem opholdsstederne. Vi oplevede hvordan Zara revolutionerede skolerne i Libyen, blev mor til i alt 3 børn, der opvoksede med en stærk og elskende mor og en dygtig hjemmegående far der gjorde sit til at revolutionere Libyens plejesystem. Marie blev mor til to, hvoraf den yngste var Gregor, en lille hvidkrøllet engel, der ikke ville sige et ord, indtil han blev fire. Sådan gik Autismen videre, blev arvet af enkelte drenge, med høj intelligens og bedårende udseende. Jeg skrev en yderlige bog om Autisme og elskværdigheden i deres distance. 

Alt i alt spredte vi kærlighed over tre lande og blev dygtige til at dele os op. Vi tabte ikke nærheden til et eneste af vores børn og elskede alle vores børnebørn lige høje. 

Det er ligemeget, hvor succesfulde eller dygtige vores børn ender med at være, hvis bare vi får lært dem at elske hinanden og dele kærligheden med andre. Ikke at glemme rødderne, men at værdsætte og pleje nye rødder. Det er mere vigtigt for mig end al succesen! 

Jeg vil altid elske jer to og alt det i kommer til at gennemgå vil også være en del af min historie, som jeg vil elske at fortælle videre til jeres børn! 

Endnu en mandag

For mig er det ikke ugen der ser lang ud, når man lige står i begyndelsen af den. Det er mandagen selv er ser uendelig lang ud. Det er næsten ikke til at fatte hvor uendelig den føles! Det er, som om jeg skal svømme igennem en dyb sø, men kan kun komme op og trække vejret hver 5. svømmetræk. Det betyder:

I begyndelsen er det nemt nok, jeg kommer op og tager et dybt åndedræt. Jeg svømmer roligt og i takt med mit behov for luft. Efter et stykke tid er jeg kommet op i blodtrykket og har brug for mere luft, men jeg kan jo kun komme op hver 5. svømmettræk, så jeg svømmer hurtigere og bliver mere stresset og stresset og blodtrykket forhøjer sig. Jeg svømmer hurtig, men blodtrykket er hurtigere og mit luftbehov bliver stærkere og stærkere med hvert åndedræt. Der er ikke nogen øer på vejen, jeg kan ikke bare tage en pause, for jeg skal tage 5 svømmetræk før jeg kan ånde igen, så det er bare om at svømme igennem, indtil jeg er kommet til den anden side af søen, hvad betyder, mandagen er forbi.

Og uh nej, hvor denne beskrivelse bare passer på min mandag! LIGE præcis på den måde føles det, jeg prøver at bevare roen, men kan kun svømme videre og håbe at vandet flyder i min retning, for jeg kan ikke tage strømningen oveni. Hvad er så strømningen? Ja, det er jo alt det, der kan komme i vejen, ulykker, katastrofer, eller også bare folk, der vil snakke med mig, så jeg må "spilde" min energi til at ånde på at snakke. Det er ikke for at være uhøflig, men jeg har bare ikke nok ånde til det. Jo længere hen ad ugen jeg kommer, desto bedre bliver det, jeg kan slappe mere af, fordi mine lunger har vænnet sig til stressen og jeg har fået bedre kondi, men en dag weekend og det hele er sat på nul igen. Jeg har prøvet at arbejde weekenderne igennem. Det hjælper i den næste uge, men så bliver behovet for en dag ro bare overmenneskelig stærk og det at komme op til dagligdagen igen efter den ene dag ro er doppelt hårdt. Det er et dilemma, jeg ikke har fundet løsningen til endnu og jeg er 40 år gammel, så jeg fornemmer ikke at der kan være en løsning til, foruden du har løsningen til mig som udestående?

I øvrigt kan det næsten slå mig ihjel ikke at sove, søvn er den eneste medicin jeg kender og hvis den mangler, bliver jeg en slags zombi, med blod dryppende forbindinger og gryntelyde istedet for sprog. Hele molevitten! Så hvis du skulle høre grynt fra mig istedet for godmorgen, LØB!

I den stil: en god start ind i ugen herfra...

Lige en hurtig en....

JEG HADER FORDOMME!

Men det værste er, jeg har dem selv! Så fik jeg lige læst historien om en dame, der lige i nat blev truet med en pistol af en mand, om det var hendes kæreste, mand eller bekendt, det ved jeg ikke, det eneste der gik igennem mit hovede var: Der har hun nok gjort noget forkert...
Og så ramte det mig, hvad for satan havde jeg tænkt, hvis hun var blevet skudt? Burde jeg virkelig tænke på den måde og give hende skylden for noget en mand har gjort? Er det min opgave at tænke over de forkerte valg den kvinde har truffet? Vi vælger vel alle forkerte nogle gange, men har vi fortjent at der står folk rundt omkring og kritiserer lige disse valg, som vi nok selv bærer mest nag på? Øv, hvor er jeg skuffet af min egen reaktion og vil helst sige unskyld for den, men det bliver kun mig og dig jeg siger undskyld til....

UNDSKYLD det var ikke min mening at tænke så dumt...

Personlighedsspaltning?

Der er så mange ting der gør at det er svært for mig virkelig at fornemme mig selv. Hvem er jeg, hvad kan jeg, hvor hører jeg hen? Nogle dage føles nærmest "normale", medens andere dage er så forkerte, som de kan være. Jeg har ikke talt om det med en læge siden jeg har været gravid med mit første barn. Alt jeg fik at høre var, det er normalt og går forbi, hvis bare jeg tager p-pillerne. Jeg kunne have startet at hyle lige der, men vidste, det er lige meget hvad jeg siger. Min læge havde en mening om mig som jeg ikke kunne røre på. Jeg ved ikke, hvad hun har oplevet, men jeg er faktisk sikker på at hun har oplevet noget, der har gjort hun blev hård indeni. Jeg er ligeglad idag, men dengang gik jeg hjem og ville aldrig mere gå til en læge. Jeg har prøvet nogle gange efterfølgende, for det meste dog kun hvis det har været absolut nødvendig. Jeg har oplevet så utrolig mange nedture! En læge har faktisk endda smidt mig ud og kaldt mig en løgner. Jeg tror ikke at det er mig, det rammer mest eller at det kun er mig det rammer. Jeg tror der er mange derude som har det på samme måde. Hvis Du er ramt af misbrug eller svigtelse, så er du ikke et medlem af en mindre kaste. Du er ikke dum fordi det skete for dig! Du har ikke selv skyld fordi det skete for dig! Hvis du har overlevet, er du en helt i mine øjne og vi kan klappe hinandens skulder. Du er værd at have et godt liv og det er ikke din skyld! hvis Du skal høre det hver dag, så er du velkommen til at skrive til mig, så får du en mail hver dag eller hver uge, lige så mange gange som du har brug for det! Du er værd at have lige det liv du ønsker at have! Jeg ved du har, for det har vi begge to!

Jeg ved at det er hårdt at acceptere og det gør ondt, det burde det ikke, men det gør det. En del af os vil have det dårligt, for det føles som om vi fortjener det, men det gør vi ikke! Vi har ikke skyld i det der er sket og vi burde være den forkælede unge vi gerne ville have været. Forkælet med kærlighed! Og ved du hvad? Det kan vi stadig være. Vi kan være ung idag og vi kan være elsket idag. 

Find dit indre barn, omfavn det og sig til det:

jeg elsker dig

hver eneste dag!